Inkl. kaffe/kage
Købte billetter kan ikke refunderes.
Flemming Jensen og Leif Maibom, der gennem en urimelig lang årrække har glædet, overdænget og chikaneret danskerne med alt inden for revy, har nok engang slået deres pæneste pjalter sammen.
Det har de gjort før. Oven i købet med succes, og ved den årlige Revyernes Revy har de begge høstet priser som Årets Æreskunstner, Årets Revykunstner/Årets Dirch, Årets Revyforfatter – nogle af dem flere gange.
Jensen & Maibom tilbyder 2 X 45 min. klassisk revy med viser, monologer og sketches i en lettere nostalgisk - men også underholdende- take-away-revy.
Kort sagt: En lækker, lun lagkagerevy som vor mor lavede den efter egen opskrift:
• En stor klat varm, velkendt humor
• En solid del satire
• En pæn bid poesi- tilsat en knivsspids meget, meget jævn folkelig humor
Så må man spørge: Er der også flødeskum? Naturligvis er der flødeskum. De to herrer garanterer begge, at de IKKE danser.
ERFARNE HERRER
Yderligere kan oplyses, at begge de herrer har spillet revy siden 1979.
Leif Maibom har i 36 år været direktør og hovedkraft i Sønderborg Sommer Revy og gjort den til en af landets største. Derudover har han haft fingrene i de fleste af landets andre revyer. Flemming Jensen har stået i spidsen for Tivoli Revyen og den nu hedengangne Mogenstrup Revy – samt ligeledes plantet sin fod i de fleste af landets andre revyer og de store teatre.